Strandet i Astana
På grund af visumproblemer er vi stadig i Astana. I bedste fald får vi vores pas tilbage i dag, så vi kan komme videre - i værste fald først på mandag. For et par dage siden hørte vi om et andet hold, der ikke havde registreret deres visum i tide og derfor måtte betale en stor bøde ved grænsen og vente mange dage på at komme ud af landet. Fejlen er helt vores og skyldes dels gelmsomhed og dels at vi tog lidt for let på reglerne. Lang historie kort: Vi fik vi fat i en kazakhstansk-engelsk og en kazakhstansk-russisk tolk og tilbragte mange timer i går i integrationsministereiet i går. Efter en god del ventetid, underskrifter på russiske dokumenter og kopier her og der var vi færdige. Nu venter vi meget spændte på svar og kan ikke vente med at komme videre herfra. Vi sover på 3 nat på et meget billigt hotel, som er udmærket. Vi bor 5 mand og 1 mus på et tomandsværelse med bad og toilet på gangen.
Trods alt har vi det fint! Mark og Henry indhentede os i forgårs, hvilket selvfølgelig skulle fejres med en tur på hovedstandens eneste indiske restaurant. På trods af at vi var de eneste gæster var der en enorm lang ventetid, men heldigvis belv vi underholdt af et meget højlydt kazakstansk one-man band.
Alligevel kommer vores visumproblemer meget belejligt, da de nygiftes Daihatsu var ved at give op netop i Astana. Der var problemer med koblingen og drivakslen, som Dan og Fergus netop nu leder efter erstatninger for på et brugtmarked med en lokal mekaniker. Forhåbentlig får vi styr på det hele i dag. Under alle omstændigheder bliver vores tidsplan lidt presset, hvilket betyder, at vi skal køre fra solopgang til solnedgang (måske længere alt efter vejene) så snart vi er klar til at tage afsted.
Kasahkstan
11.07 2010
Man skulle tro, at vi efter mere end 10.000 kilometer i Mongol Rally burde have lært en af de mest basale ting nemlig, at intet rute eller tidsmæssigt kan planlægges. I givet fald kræver det grundig, grundig research og nærmest lokalkendskab i Kasakhstan, hvis det hele skal lykkes. Vi måtte allerede samme dag som vores sidste blog, der lovede spænding med en tur til Aral-havet og Baikunor Cosmodrome, sande at netop den del af turen ikke inden for vores tidsramme ville være mulig at gennemføre.
Vi havde ellers planlagt en god omvej til Aktobe for der at kunne ramme sydruten, men flere gange undervejs blev vi af Kasakher kraftigt frarådet at tage denne tur. Samtidig er mindst et hold brudt sammen på vej til Aral og venter dernede på at blive samlet op af forbipasserende med plads. Da vi og de nygifte ikke har råd til den forsinkelse vi kunne løbe ind i, valgte vi - endnu engang - at lægge ruten om. Målet blev nu i stedet en tur gennem den nordlige del af landet, der blandt andet rummer landets hovedstad og en stor nationalpark.
Første etape gik mod Oral vi. En by der i udsmykning minder om et Kasahkstansk Las Vegas. Vi valgte efter en lang dag at finde et billigt hotel. Eller det vil sige, at vi fik en lokal til at vise vej. Kasahkerne er utroligt venlige, hvis man prøver det mindste selv, og da vi første gang i byen spurgte vej mod vores udvalgte hotel gav manden på forhånd op. I stedet hoppede han ind i sin bil og førte os gennem byen, en tur på 10-15 minutter. Inden vi nåede at takke meget, kørte han afsted igen. Det har vi endnu ikke set andre steder.
Næste morgen var vi, i forhold til vores normale afgangstider hurtigt på vejen mod Aktobe. Turen til Oral var gået utroligt nemt, så vores forhåbninger til vejenes tilstand og hvor langt, vi kunne nå var sat ret højt. Desværre kunne vi konstatere at vejenes tilstand skifter meget. Det ene øjeblik kører man på fin, nyasfalteret landevej, for det næste at køre på en vej fyldt med dybe huller eller endda grusvej. Her skal man tage i betragtning, at vi kører på hovedvej og ikke en tilfældig småvej. Det er bestemt ikke for sjov, at man ser mange firhjulstrækkere herovre. Vejenes skiftende karakter har dog givet os anledning til at køre lidt offroad. Flere steder løber der støvede markveje langs hovedvejene og her har The Brittannet Jet fået lov til at strække ben en del gange efterhånden de sidste par dage.
Første overnatning i det fri blev langs en af vejene, hvor vi først fik camperet efter mørkets frembrud. Igen er det noget vi er blevet advaret imod, men vi har endnu ikke haft det, der ligner problemer med det og det er for os nærmest hverdagskost. På dette tidspunkt var det altså kun os og de nygifte. En hyggelig aften med god dåsemad, en ambulance-varm øl og åben ild. Næste morgen undrede vi os meget over antallet af fluer. Vi var godt nok lidt ude i ødemarken, men antallet var ekstremt i forhold til andre steder. Sigurd gik lidt rundt om bilerne og undrede sig over, at der lå alle de her hvide ting. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være dyreknogler og mange af dem.. Rigtig mange! Vi havde simpelthen camperet op og ned af, hvad der mest mindede om dyrekirkegård. Endnu et lille check i bogen over mærkelige steder at sove.
På vores hold var humøret den morgen ellers til at starte med meget højt denne morgen. Dels havde vi dagen forinden haft en relativt god køredag, vi havde fået sovet godt igennem, blev vækket af Claire med kaffe og english breakfast og nød egentlig at temperaturen var faldet til et mere behageligt leje mellem 25 og 35 grader. Det fik desværre en brat afslutning. Claire fik en sms fra hendes søster for at tjekke om hende og Dan var ok. Det viste sig desværre, at en andet hold i Mongol Rally har været ude for et alvorligt uheld. Et uheld der betød tre lettere tilskadekommende, men desværre også et dødsfald. Det første i rallyets historie. Familien til den afdøde ønsker at være anonyme, så vi ved ikke andet end det formentlig er et fire-personers hold. Det sætter virkelig turen noget i relief. For os har det jo indtil videre været en halv ferie uden de store vanskeligheder eller farer. Derfor var det også noget chokerende at vågne op til. Igen skal det understreges, at vi har det godt og 7-9-13 endnu ikke har været i nærheden af uheld.
Med denne triste nyhed gik det nu mod landets nationalpark, der ligger 260 kilometer nord for Astana. Da vi var overbevist om ikke at nå frem tog vi det med ro, fik camperet tidligt ved en utroligt flot beliggende sø og blev samtidig indhentet af et tredje hold, der har været i vores slipstrøm et par dage. De nygifte fandt en bryllupsgave frem og kokkerede Pasta med pesto og bøgerøget makrel - utroligt lækkert. Da Sigurd samtidig også havde fået nyt fra Danmark om, at han var blevet onkel til en lille pige, fandt vi den i Rusland indkøbte super-vodka frem og kunne skåle på bryllup, en nyfødt, et godt rally og glimrende selskab. Der blev tændt bål, smagt lokal cognac som de nyankomne englændere havde fået fra et lokalt bryllupsselskab, snakket dilemmaer og ikke mindst fortalt røverhistorier.
Efter endnu en meget begivenhedsløs dag og overnatning nåede vi så endelig nationalparken. Endnu et nyt slags landskab åbnede sig for os. Da vi startede Kasakhstan stod den på stenet ørken, turen nordpå og østover bød på de store steppevider og i nationalparken slog det over i en kæmpe skov, søer samt flotte bjerge og klipper. Vi havde læst os frem til, at denne del af landet skulle være Kasakhstans Schweiz, hvilket ikke virker helt forkert. Muligvis ikke helt så højtliggende, men bestemt noget af det smukkeste vi har set udsigtsmæssigt. Det var de nygifte, der havde ledt os derind og det udsigtspunkt, de førte os til via guidebogen, gav dem en del mobning til at starte med. Der var ikke meget særligt ved de første par steder, hvor der var lidt at se på. Men som vi kom op i terrænet blev det bedre, og det højeste punkt var perfekt hævet over samtlig trætoppe i området, hvilket også udviklede sig til en længere fotosession. Herefter gik den til dagens højdepunkt. En bjergsø, hvor der skulle bades inden turen gik mod Astana. Desværre viste det sig bare, at badning var forbudt, der hvor vi valgte at holde ind. For de mest ihærdige skulle det dog ikke være en hændring.
I skrivende stund er vi så på vej det sidste stykke mod Astana for at finde, hvad der bliver et af de sidste hoteller inden målet i Ulan Bator. 10.861 kilometer inde i The Mongol Rally.
Sidste nyt fra Ukraine
Der er gået et stykke tid siden vores sidste update. Mangel på internet og generel dovenskab er nok de bedste forklaringer kombineret med en god portion festtrang.
Efter Czechout-party kørte vi videre med Tim og Tony; Mike, Mark og Henry samt Adam og Anthony. Det vil dog sige, at Adam og Anthony blev trukket ind til Klatovy og efterladt ved et værksted. De havde forsøgt at få startet bilen med startkabler. Desværre vendte de, på trods af Anthonys mekanikerviden kablerne forkert. Resultatet var blandt andet et dødt batteri. Samtidig kørte Mark, Mike og Henry i forvejen, så fra Tjekkiet til Slovenien var vi kun to hold.
Alt kørte i starten fint, men da vi mødte Englænderne igen, var den gal med Tim og Tonys FIAT Panda. De kørte med for store hjul og det havde ødelagt nogle benzinslanger ved bagskærmene. De fik skiftet til mindre hjul bagpå og repareret slangerne med balloner, gaffatape og strips!
Igen blev vi dog splittet op og det endte med, at vi overnattede med Tim og Tony i Budapest, mens Englænderne sov i Bratislava. Vi havde aftalt en rolig nat, men da vi fandt ud af, at Adam og Anthony havde indhentet os, skulle det fejres med øl og whiskey.
Dagen efter var planen at nå til Transfagarasan Highway. Problemet var dog, at vejene i Rumænien mildt sagt er elendige, så efter store forsinkelser nåede vi om natten til starten af Transfagarasan. Vi havde hørt om en campingsplads i området, men kunne ikke finde den. På den første og bedste tankstation spørger vi en ansat om vej. Han aner ikke, hvor det er, men han har et lille værksted og hus, som vi - på det tidspunkt syv hold - kan overnatte bagved. Vi får parkeret, lavet hamburgers, spillet beer pong og festet et par timer inden vi trætte vælter omkuld i bilerne. Det absolut sjoveste ved festen er, at vores vært Siegfried (på ... 60?) tager mindst lige så meget del i festen som vi gør. Der bliver spillet luftguitar på en kost, kørt ræs i en meget gammel trillebør og vist rundt i området.
Dagen efter stod den på Transfagarasan Highway. Vejen er en rigtig flot, velanlagt, bred vej gennem de Transylvanske alper. Absolut noget af det flotteste indtil videre. Der blev skudt en masse billeder og videoer af udsigten og konvojen, som vidst er uploadet.
En del af turen var også et besøg på Poienari-fortet. Det er et af tre Dracula-spots i Rumænien, og må formentlig være det absolut mest skuffende. Det hele kan ses på 5 minutter - 15, hvis man læser de forskellige informationer og legender. Lidt skuffende efter at have gået 1488 trin op til slottet. Der skulle være et gotisk Dracula-slot nær Brasov, så skal man til Rumænien og se noget Dracula-relateret er det vidst the place to be.
Efter at have kørt gennem Transfagarasan gik turen mod Mamaia efter en del diskussion om, hvor vi skulle stoppe. Valget faldte på Mamaia i stedet for Bukarest, da en del i konvojen havde hørt, at Bukarest virkelig ikke er den rareste by i verden. På vejen mod Mamaia fik vi det bekræftet, da vi skulle gennem byen. Det var et hul uden lige og bare det at finde rundt var horribelt. Mamaia var en HELT anden historie.
Vi fik et billigt hotel ved stranden, middag på et godt pizzaria og så stod den ellers på clubbing. Vi endte med at stå 05.30 i en indendørs pool på en natklub. Mærkelig, men fantastisk oplevelse. Desværre betød det at også at Sigurd fik stjålet 80 dollars, kreditkort og kørekort. Kørekortet blev fundet på gulvet og så fik han en fin kommentar fra bardamen om, at man ikke efterlader penge og kreditkort: "This is Romania you know!" Selvfølgelig betød nattens udskejelser også, at vi ikke fik forladt Mamaia før kl. 16, men det var det værd. Søborg fik for anden gang smidt telefonen væk. Den lå på bordet i hotellobbyen og Tony fra det hollandske hold var så flink lige at tage den med. Desværre glemte han at aflevere den inden drengene kørte mod Istanbul. Dammit. Men tanken var god og vi får den muligvis i Ulan Baatar, muligvis først når vi er hjemme.
Herefter stod den på tur mod Odessa i Ukranie, hvilket betød en kort tur gennem Moldova og, at vi for første gang kom udenfor EU. Exiten fra Rumænien gik ret nemt. De rumænske grænsevagter var super flinke og gav et par gode råd til, do's and dont's i Moldova og Ukraine. Der var derfor en hvis frygt ved de næste par grænseovergange. Entry til Moldova var noget mærkelig. Vi skulle betale ecologie - en slags CO2-afgift - og de engelske drenge skulle have grønt kort til bilen. Samtidig skulle vores pas og biler tjekkes.
For os gik det ret nemt. Vi havde en kvindelig grænsevagt, som hurtigt spottede vores maskot Tatjana: En stor blond dukke med guld-outfit. Derefter gik hun med vores pas og registreringspapirer og Tatjana til sin 4-årige datter. Fem minutter senere var hun tilbage. Hun kunne jo ikke komme hjem med noget til pigen uden at have noget til drengen, så det blev Trelborgs landsholdstrøje. Oveni kom lidt chokolade til tolderen og så var vi igennem.. Easy!
Ved grænsen til Ukraine mødte vi et andet Mongol Rally hold. De havde brugt omkring 5 timer alene ved den grænse, var blevet tvunget til at hive alt ud osv. På det tidspunkt var klokken cirka et og vi var halv smadrede. Men for at vise lidt overskud, lavede vi lidt kaffe og kopnudler og startede the waiting game. Samtidig fik vi spurgt om vi ikke kunne gøre noget for at speede processen lidt. Vi tænkte naturligvis på lidt ting eller penge til grænsevagterne, men fik i stedet dokumenter, vi kunne udfylde og derfra gik det stærkt. Vi var så allerede tjekkede for dokumenter, stelnumre og så videre, at det kun tog 2½ time. Win! Derfra gik turen mod Odessa, men vi indså hurtigt, at vejene var ekstremt dårlige (ingen af os har nogensinde oplevet noget lignende!) og vi var samtidig alle så smadret, at vi mod alle råd parkerede på en tilfældig mark og slog lejr for natten.
Næste morgen stod vi op til en overraskelse. Markerne rundt omkring os var fyldt med diverse grøntsager og korn, men lige den mark vi havde valgt at campere på var fyldt med ukrudt oooog Cannabisplanter. Ikke det mest betryggende. To, hvad vi tror er lokale farmere var på vej, og vi fløj ud af fjerene. De tilbød os, at vi kunne følge med og bade. De fleste var vidst lidt skeptiske, men Mark og Sigurd gik på eventyr med dem. De vendte tilbage med glimrende nyheder. Farmerne var enormt flinke og havde et kæmpe regnvandsbassin vi kunne bade i, og for at vise, at det var ufarligt sprang den ene af dem i som den første. Vi fik os et godt morgenbad, en del grøntsager (som vi senere glemte over natten i en 50+ grader varm bil) og en super oplevelse for livet. Vi gav de gamle drenge lidt øl og tøj i bytte og igen taget nogle fine billeder.
Herefter stod der Odessa på skemaet. Selve turen gik fint, men det hostel vi gik efter i Odessa var lukket, hvilket betød, at vi selvfølgelig ikke kunne finde det. Resultatet blev en tre timer lang køretur rundt i samme kvarter i Odessa. Vi fik fundet et andet billigt hostel. Værelserne var lidt små, men rene. Det skulle dog indenfor ret kort tid også vise sig at være områdets luderhotel. Vi undrede os lidt over, at de ikke ville have pas eller andet, men bare betaling forud, men strømmen af ældre mænd og unge piger forklarede en del for os. Herfra gik turen ud af byen til Arkadia Beach, hvor vi fik en solid middag. Planen var egentlig at prøve nogle af de store klubber derude, men køen var enorm, så vi endte med at rulle tilbage til byen og ramme en irsk pub.
I dag har vi sovet længe igen, dog med en god undskyldning denne gang. Englænderne har haft tekniske problemer, så deres bil røg til mekaniker i går og er først klar nu her. Vi regner med at køre det meste af Ukraine i dag og så nå Volgograd i morgen, alt efter hvor lang tid vi skal vente ved den russiske grænse.
