Klar til afgang fra Astana - maaske!

Efter et par dage i Astana er vi ved at vaere klar til at rykke videre saafremt, at vi faar vores pas senere i dag. Alt bliver pakket og gjort klar, inden den staar paa lidt ventetid i lobbyen paa Radisson, hvor det rejsebureau, der hjaelper os, holder til.

Vi har allerede aftalt med de oevrige hold, at det skal have fuld gas. Foerste delmaal er, at naa ud af Kasakhstan inden tirsdag. Det er noedvendigt, da Ish fra det ene engelske hold netop har indhentet os efter en tur i Uzbekistan. Han kan ikke naa at registrere sit visa og derfor skal vi ud inden onsdag.

Andet delmaal er at naa Mongoliets graense senest torsdag. Graensen lukker fredag kl. 20.00 og kommer vi ikke ind inden, skal vi koere 600 kilometer om dagen for at naa vores fly, hvilket ikke lige er en oenskesituation.

Slutmaalet er at naa Ulan Bator senest den 24. august, saa vi kan fejre rejsen en enkelt aften og naa at se bare lidt hovedstaden, inden turen gaar hjemad igen. Det er bestemt muligt, men det bliver nogle meget haarde dage fra nu af.

Strandet i Astana

På grund af visumproblemer er vi stadig i Astana. I bedste fald får vi vores pas tilbage i dag, så vi kan komme videre - i værste fald først på mandag. For et par dage siden hørte vi om et andet hold, der ikke havde registreret deres visum i tide og derfor måtte betale en stor bøde ved grænsen og vente mange dage på at komme ud af landet. Fejlen er helt vores og skyldes dels gelmsomhed og dels at vi tog lidt for let på reglerne. Lang historie kort: Vi fik vi fat i en kazakhstansk-engelsk og en kazakhstansk-russisk tolk og tilbragte mange timer i går i integrationsministereiet i går. Efter en god del ventetid, underskrifter på russiske dokumenter og kopier her og der var vi færdige. Nu venter vi meget spændte på svar og kan ikke vente med at komme videre herfra. Vi sover på 3 nat på et meget billigt hotel, som er udmærket. Vi bor 5 mand og 1 mus på et tomandsværelse med bad og toilet på gangen.

Trods alt har vi det fint! Mark og Henry indhentede os i forgårs, hvilket selvfølgelig skulle fejres med en tur på hovedstandens eneste indiske restaurant. På trods af at vi var de eneste gæster var der en enorm lang ventetid, men heldigvis belv vi underholdt af et meget højlydt kazakstansk one-man band.

Alligevel kommer vores visumproblemer meget belejligt, da de nygiftes Daihatsu var ved at give op netop i Astana. Der var problemer med koblingen og drivakslen, som Dan og Fergus netop nu leder efter erstatninger for på et brugtmarked med en lokal mekaniker. Forhåbentlig får vi styr på det hele i dag. Under alle omstændigheder bliver vores tidsplan lidt presset, hvilket betyder, at vi skal køre fra solopgang til solnedgang (måske længere alt efter vejene) så snart vi er klar til at tage afsted.

Kasahkstan

11.07 2010 Man skulle tro, at vi efter mere end 10.000 kilometer i Mongol Rally burde have lært en af de mest basale ting nemlig, at intet rute eller tidsmæssigt kan planlægges. I givet fald kræver det grundig, grundig research og nærmest lokalkendskab i Kasakhstan, hvis det hele skal lykkes. Vi måtte allerede samme dag som vores sidste blog, der lovede spænding med en tur til Aral-havet og Baikunor Cosmodrome, sande at netop den del af turen ikke inden for vores tidsramme ville være mulig at gennemføre.

Vi havde ellers planlagt en god omvej til Aktobe for der at kunne ramme sydruten, men flere gange undervejs blev vi af Kasakher kraftigt frarådet at tage denne tur. Samtidig er mindst et hold brudt sammen på vej til Aral og venter dernede på at blive samlet op af forbipasserende med plads. Da vi og de nygifte ikke har råd til den forsinkelse vi kunne løbe ind i, valgte vi - endnu engang - at lægge ruten om. Målet blev nu i stedet en tur gennem den nordlige del af landet, der blandt andet rummer landets hovedstad og en stor nationalpark.

Første etape gik mod Oral vi. En by der i udsmykning minder om et Kasahkstansk Las Vegas. Vi valgte efter en lang dag at finde et billigt hotel. Eller det vil sige, at vi fik en lokal til at vise vej. Kasahkerne er utroligt venlige, hvis man prøver det mindste selv, og da vi første gang i byen spurgte vej mod vores udvalgte hotel gav manden på forhånd op. I stedet hoppede han ind i sin bil og førte os gennem byen, en tur på 10-15 minutter. Inden vi nåede at takke meget, kørte han afsted igen. Det har vi endnu ikke set andre steder.

Næste morgen var vi, i forhold til vores normale afgangstider hurtigt på vejen mod Aktobe. Turen til Oral var gået utroligt nemt, så vores forhåbninger til vejenes tilstand og hvor langt, vi kunne nå var sat ret højt. Desværre kunne vi konstatere at vejenes tilstand skifter meget. Det ene øjeblik kører man på fin, nyasfalteret landevej, for det næste at køre på en vej fyldt med dybe huller eller endda grusvej. Her skal man tage i betragtning, at vi kører på hovedvej og ikke en tilfældig småvej. Det er bestemt ikke for sjov, at man ser mange firhjulstrækkere herovre. Vejenes skiftende karakter har dog givet os anledning til at køre lidt offroad. Flere steder løber der støvede markveje langs hovedvejene og her har The Brittannet Jet fået lov til at strække ben en del gange efterhånden de sidste par dage.

Første overnatning i det fri blev langs en af vejene, hvor vi først fik camperet efter mørkets frembrud. Igen er det noget vi er blevet advaret imod, men vi har endnu ikke haft det, der ligner problemer med det og det er for os nærmest hverdagskost. På dette tidspunkt var det altså kun os og de nygifte. En hyggelig aften med god dåsemad, en ambulance-varm øl og åben ild. Næste morgen undrede vi os meget over antallet af fluer. Vi var godt nok lidt ude i ødemarken, men antallet var ekstremt i forhold til andre steder. Sigurd gik lidt rundt om bilerne og undrede sig over, at der lå alle de her hvide ting. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være dyreknogler og mange af dem.. Rigtig mange! Vi havde simpelthen camperet op og ned af, hvad der mest mindede om dyrekirkegård. Endnu et lille check i bogen over mærkelige steder at sove. På vores hold var humøret den morgen ellers til at starte med meget højt denne morgen. Dels havde vi dagen forinden haft en relativt god køredag, vi havde fået sovet godt igennem, blev vækket af Claire med kaffe og english breakfast og nød egentlig at temperaturen var faldet til et mere behageligt leje mellem 25 og 35 grader. Det fik desværre en brat afslutning. Claire fik en sms fra hendes søster for at tjekke om hende og Dan var ok. Det viste sig desværre, at en andet hold i Mongol Rally har været ude for et alvorligt uheld. Et uheld der betød tre lettere tilskadekommende, men desværre også et dødsfald. Det første i rallyets historie. Familien til den afdøde ønsker at være anonyme, så vi ved ikke andet end det formentlig er et fire-personers hold. Det sætter virkelig turen noget i relief. For os har det jo indtil videre været en halv ferie uden de store vanskeligheder eller farer. Derfor var det også noget chokerende at vågne op til. Igen skal det understreges, at vi har det godt og 7-9-13 endnu ikke har været i nærheden af uheld.

Med denne triste nyhed gik det nu mod landets nationalpark, der ligger 260 kilometer nord for Astana. Da vi var overbevist om ikke at nå frem tog vi det med ro, fik camperet tidligt ved en utroligt flot beliggende sø og blev samtidig indhentet af et tredje hold, der har været i vores slipstrøm et par dage. De nygifte fandt en bryllupsgave frem og kokkerede Pasta med pesto og bøgerøget makrel - utroligt lækkert. Da Sigurd samtidig også havde fået nyt fra Danmark om, at han var blevet onkel til en lille pige, fandt vi den i Rusland indkøbte super-vodka frem og kunne skåle på bryllup, en nyfødt, et godt rally og glimrende selskab. Der blev tændt bål, smagt lokal cognac som de nyankomne englændere havde fået fra et lokalt bryllupsselskab, snakket dilemmaer og ikke mindst fortalt røverhistorier.

Efter endnu en meget begivenhedsløs dag og overnatning nåede vi så endelig nationalparken. Endnu et nyt slags landskab åbnede sig for os. Da vi startede Kasakhstan stod den på stenet ørken, turen nordpå og østover bød på de store steppevider og i nationalparken slog det over i en kæmpe skov, søer samt flotte bjerge og klipper. Vi havde læst os frem til, at denne del af landet skulle være Kasakhstans Schweiz, hvilket ikke virker helt forkert. Muligvis ikke helt så højtliggende, men bestemt noget af det smukkeste vi har set udsigtsmæssigt. Det var de nygifte, der havde ledt os derind og det udsigtspunkt, de førte os til via guidebogen, gav dem en del mobning til at starte med. Der var ikke meget særligt ved de første par steder, hvor der var lidt at se på. Men som vi kom op i terrænet blev det bedre, og det højeste punkt var perfekt hævet over samtlig trætoppe i området, hvilket også udviklede sig til en længere fotosession. Herefter gik den til dagens højdepunkt. En bjergsø, hvor der skulle bades inden turen gik mod Astana. Desværre viste det sig bare, at badning var forbudt, der hvor vi valgte at holde ind. For de mest ihærdige skulle det dog ikke være en hændring.

I skrivende stund er vi så på vej det sidste stykke mod Astana for at finde, hvad der bliver et af de sidste hoteller inden målet i Ulan Bator. 10.861 kilometer inde i The Mongol Rally.

Welcome to glorious Kazakhstan!

Finally. Efter lang ventetid på den Kazakhstanske grænse er vi i Atyrau i Kazakhstan. Formentlig den kedeligste storby so far. Byen er centrum for et stort olie-område, så der er hoteller og lidt natteliv, men bestemt ikke noget, der er værd at besøge. For os er den formentlig blevet mere kendt for de hyppige strømafbrydelser. Lidt en moodkiller, når man sidder på restaurant. Heldigvis var der overskud til at tage det med smil og klapsalver til de stakkels tjenere, der ikke kunne gøre fra eller til.

Vi ved stadig ikke helt, hvorfor vi skulle vente så længe på at komme igennem grænsekontrollen, men da vi nåede op på 9-10 Mongol Rally, der blev holdt tilbage, valgte vi at blokere indgangen indtil grænsevagterne begyndte at reagere. Heldigvis fangede de budskabet og stort set alle hold kom problemfrit igennem. Selve undersøgelsen af bilerne var den mindst grundige og de eneste problemer paskontrollen gav var at forklare, at man var fra den lille klat jord, der hedder Danmark. Den Dominikanske Republik kom op før Danmark, hvilket var ret overraskende når man ser på Anders O. der var den heldige vinder. Gad vide hvor mange halv-blege, rødskægede mennesker, der bor i Den Dominikanske Republik.

Desværre betød denne grænse også farvel til Englænderne, som vi har kørt med siden Czech-out party. Formentlig dagens største anti-klimaks. Vi kom ud af Rusland relativt nemt og snakkede om, hvor meget vi glædede os til at komme igennem Kazak-grænsen, så vi kunne campere og få smagt lidit på den super-vodka vi har fået købt os i Rusland. Desværre opdagede drengene, at de først havde entry til Kazakhstan den 7., 7. og 14. august! Planen blev, at de skulle forsøge at tale sig igennem, men ved grænsen opdagede vi, at de første to Mongol Rally-hold var sat i bur. De blev simpelthen tilbageholdt på grænsen indtil de havde entry til Kazakhstan! Efter lidt snak med grænsevagterne gennem en anden rallier, der kan russisk, valgte drengene at vende om og forsøge at få annulleret deres exit fra Rusland, hvilket vidst er lykkedes. Et hold vi håber meget på at løbe ind i senere!

Generelt gav det en virkelig sørgelig stemning på holdet, men vi kom da selv igennem og camperede med seks andre hold det første og bedste sted i vejsiden. I går tog vi så en kort tur til Atyrau, hvor vi ville forsøge at finde en ny konvoj og få planlagt ruten gennem Kazakhstan endeligt.

Konvoj-mæssigt har vi fået aftaler på plads med to hold. Det ene er dog ved mekaniker pt. så vi ved ikke om de når med. Det andet hold er Dan og Claire - to englændere, der i løbet går som the newly weds. Ni dage før rallyet blev de nemlig gift og årets rally er deres bryllupsrejse! Ret vildt. De er super flinke og vi har sammen fået lagt en rute, der krydser op og ned gennem Kazakhstan for at undgå de værste veje. Vi havde egentlig lagt en plan, men et af Land Rover-holdene vendte tilbage til Atyrau i nat, efter at have kørt ud af den rute vi planlagde. De første 30 kilometer var fine nok, men derefter var der ikke vej længere. Det var ørken med store kratre der, hvor vejen skulle have været. Ikke et terræn for vores elskede ambulance.

I hovedtræk er næste mål Aral-havet, så Baikunor Cosmodrome (der dog bliver ren drive-by. Det kræver visum og tusindvis af euro, vis man skal ind i selve området) og til slut mod Semey og entry til Rusland. Turen skulle inklusiv en sightseeing-dag ved Aral-havet tage syv dage, hvilket efterlader os med to dage til Novo-siberien og fem dage til Mongoliet, hvis vi vil nå festen den 21. august. Det er bestemt muligt, men vi skal ikke have nedbrud og fjolle alt for meget rundt. Det gode ved Kazakhstan er at vejene er pænt ligefremme, så vi burde ikke fare vild som vi gjorde i Europa.

Til de bekymrede derhjemme kan vi tilføje, at vi endnu har været forskånet for alvorlig sygdom, solskoldninger, overfald og andet ondskab. Batterierne er fuldt ladet op og vi er mere end klar til den næste uges udfordringer!

Moedet med Albert

Alt hvad der hedder tidsmaessig planlaegning i Mongol Rally virker som en umulighed. Som skrevet i sidste blog var planen at naa Volgograd pе to dage i god ro og mag. Saadan skulle det ikke gaa!

Vi kom som tidligere naevnt sent afsted fra Odessa - naermere bestemt kl. 19. Englaenderne hentede deres bil kl. 16 og vi havde lidt blogskrivning, der skulle indhentes, saa alt trak lidt ud, men afsted kom vi. Planen var at naa Donetsk og sove paa en mark udenfor byen. Vi farede kun vild enkelte gange og naaede maalet halvvejs mod den russiske graense kl. 23. Relativt smertefrit og ved godt mod kunne vi tage en enkelt godnat-oel med tillid til, at vi med en tidlig afgang nok skulle nе Volgograd den efterfoelgende dag. Men vi blev klogere.

Den foregеende dags detours i den Ukrainske oedemark skulle nemlig vise sig at blive meget vildere. Ved stort set hver by fik vi os paa en eller anden mеde forvildet ind i de mest maerkelige industrikvarterer eller soergeligste boligblokke. Kun ved at spoerge om vej med russisk kort og papir lykkedes det at komme godt igennem, men de mange omveje gav os en heftig forsinkelse. Der var dog ogsaa en positiv oplevelse:

Pе grund af omvejene kom vi ind paa en landevej, vi ikke havde planlagt at koere paa og ude midt i ingenting kom vi forbi, hvad der lignede en lille restaurant, hvor der var pakket med biler foran. Da vi ikke havde naaet aftensmad, taenkte vi, at det var vaerd at tjekke ud. Vi blev moedt af restaurantens vaert og han foerte os ned bagved bygningen ud mod vejen. Her aabnede sig et lille landskab med overdaekkede borde og sofaer rundt om en stor plads, der udgjorde dansegulv og scene for aftenens liveband. For at komme over til pladsen skulle man krydse en aa, hvori der var svaner og aender, mens der paa selve pladsen gik mere eksotiske fugle rundt. Sprogbarrieren var naturligvis et problem, men ejeren fik med fagter beskrevet, at han ringede til hans datter, der talte et nogenlunde engelsk. Konvojens charmoer Henry fik roeret og forklaret, at vi skulle have det bedste, de havde - gerne det hun selv spiste, naar hun var hjemme. Bestillingen gav hun videre til farmand, der straks satte de unge servitricer igang. Samtidig holdt hans os med selskab, muligvis for at vaere en god vaert, muligvis for at holde de midaldrende, halv-berusede ukrainske damer, som heller ikke kunne et ord engelsk, lidt paa afstand.

Vi nеede ikke at sidde laenge foer der stod laekkert, hjemmelavet fladbroed paa bordet. Dyppen var en tomatsauce, der i konsistens lignede ketchup, men i modsaetning til Heinz og Beauvais virkelig bankede en frisk tomatsmag rundt i munden, godt krydret med frisk basilikum og muligvis et strejf af chili. Der var i hvert fald bid uden, at det blev for meget. Allerede her tegnede det godt. Vi fik samtidig hilst ordentligt paa vaerten Albert, der drev restauranten med sin familien og boede i et lille hus eller skurvogn bagved. En af bagtankerne ved at besoege stedet var i oevrigt at faa smagt lidt ukrainske traditionelle retter. I Odessa forsoegte vi paa en restaurant, men der var ikke meget lokalt over det restaurantbesoeg i den turistfaelde Arkadia Beach nu engang er. Herude midt i ingenting var chancerne bedre. Maden bar da ogsaa praeg af vaerten Alberts oprindelse. "Problemet" var dog, at Albert viste sig at vaere fra Armenien og koekkenet bar umiddelbart praeg heraf. Ikke at det gjorde det daarligt, men det gav os da et godt grin.

Tilbage til maden, der i sandhed er vaerd at skrive hjem om. Broedet og tomat-dyppen havde virkelig banket forventningerne op og forretten gjorde det ikke mindre. Ind kom dels vores salater, dels almindelig iceberg-ish med tomat, agurk og loeg, dels oliven og saa nogle kolde kogte svampe med loeg. Det lyder ikke udpraeget som den store wauw-oplevelse, men der var kraft smag i groentsagerne. Selve forretten var en kyllige-kartoffelsuppe. En hel tilpas portion med et meget velbalanceret smagsbillede. Kartoflerne var tilpas kogte og de smaa kylligestykker traadte godt igennem. Helt igennem laekkert! Aftenens hoejdepunkt blev dog helt klart koedet!

Ved ankomsten lagde vi straks maerke til den store grill med forskellige spyd, hvorpaa store stykker koed langtsom sydede. Synet og duften var fantastisk. Alberts soede datter havde bestilt koteletter til os. Ikke af den lille, halv-flade slags man kender fra supermarkedet derhjemme, men store lunser koed, marineret med hvidloeg og krydret med salt og peber. Hertil kom, at de var stegt paa grillen til perfektion! Ingen raa punkter, men samtidig ekstremt saftige og med en tilpas roegsmag. Her blev vi i oevrigt instrueret af vaerten i at spise med fingrene, hvilket man ikke behoever sige to gange til seks sultne drenge.

Det hele blev afsluttet med tyrkisk kaffe, te og en omgang vandpibe med mintsmag. Underholdningen var ogsaa i top. Ikke sе meget paa grund af bandets musikalske kvaliteter, men mere paa grund af publikums lettere alternative maade at danse paa. Albert veg i oevrigt ikke fra vores side foer, hvad der lignede den lokale Don kom paa besoeg. Lidt saerpraeget at have vaerten til bords under hele middagen, men han var hyggelig og vi var overbeviste om, at det kun var for at vise sit bedste vaertskab. I loebet af aftenen fortalte han os, via datteren naturligvis, at vi var yderst velkomne de naeste mange dage og, at de ville vente paa os de naeste mange aftener. Aerligt skal det vaere sagt, at vi sagtens kunne have brugt Alberts selskab og mad de naeste mange dage, men vi maatte videre mod Rusland. Regningen blev i oevrigt paa 80$. Det er cirka 40-50$ under, hvad maaltidet i Odessa kostede. Og kvaliteten var vaesentlig bedre. Der var bred enighed om, at maaltidet var det bedste siden vi forlod vores hjemland.

Turen gik videre mod Rusland. Allerede her var vi klar over, at vi mod vores oprindelig plan, ikke ville naa Volgograd, men vi ville over graensen. Vi havde her hoert skraemende rygter om, ventetiden ved den ukrainsk-russiske graense. Vi blev dog mere og mere overbeviste om, at det rygte skyldes, at flere hold ikke har det groenne kort (forsikring), som ved den russiske graense koster bloedende 150$ for en maaned. Til sammenligning koster det 15$ i Kasakhstan. Da vi har vores groenne kort i orden, slipper vi for den udskrivning til stor aergelse for saelgeren, der da ogsaa proevede at prakke os et paa, indtil vi gjorde ham opmaerksom paa, at vores groennaa kort gaelder til juni 2011.

Et andet rygte om de her graenseovergange udenfor EU er, at man bliver gennemsoegt fra ende til anden. Det er vi endnu ogsaa blevet forskaanet. Der er papirarbejde og de lyser lidt rundt i bilen, tjekker vores kasser, men 7-9-13 har vi endnu sluppet for at skulle toemme bilen. Vi har en mistanke om, at det skyldes, at vi indtil videre kun har krydset graenser om natten. Det virker som om, at de bare vil have os ekspederet og ud af vagten. Alle rygter om at bestikkelse er noedvendig har ogsaa vist sig overdrevne for vores vedkommende. Vores "bestikkelse" er totalt nu oppe i vores maskot Tatjana, en landsholdstroeje, en chokoladebar og hold sе fast: To fyraftensoel til den russiske paskontrolloer! Forklaringen kan maaske ogsaa findes i, at en del hold naar at krydse graenserne foer os, saa de har set Mongol Rally-navnet foer, eller det faktum, at vi har medbragt en udfoerlig beskrivelse af hvem vi er paa russisk. Det virker i hvert fald umiddelbart som om, at de lidt mere sure vagter loesner op, naar de laeser om formaalet med turen, og samtidig kan laese, at vi ikke er flok psykopatiske fartboeller, men egentlig bare er tre danske drenge paa et hyggeroadtrip.

Lidt fartboeller er vi dog. Inde i Rusland paa vej mod Volgograd oversaa vi et skilt med 30 km/t-zone og da der var videoovervaagning kostede det os 10$ og englaenderne 100$! Endnu engang var der ikke skyggen af unfair behandling. De viste os billederne og viste prisen paa et skema. Fair!

I gaar ramte vi saa endelig Volgograd. Det var ikke nemt at finde hotel og det endte med, at vi crashede paa gulvet i englaendernes suite paa Hotel Volgograd midt i centrum. Det er ikke ligefrem et fund til pengene. Planen var egentlig at tage to dage her og lade batterierne op, men med tanke paa, at den staar pе 7-8 dages oerkenkoersel i Kasakhstan, kan vi ikke vente med at komme afsted. Efter 7500 kilometer kan the games finally begin!

Sidste nyt fra Ukraine

Der er gået et stykke tid siden vores sidste update. Mangel på internet og generel dovenskab er nok de bedste forklaringer kombineret med en god portion festtrang.

Efter Czechout-party kørte vi videre med Tim og Tony; Mike, Mark og Henry samt Adam og Anthony. Det vil dog sige, at Adam og Anthony blev trukket ind til Klatovy og efterladt ved et værksted. De havde forsøgt at få startet bilen med startkabler. Desværre vendte de, på trods af Anthonys mekanikerviden kablerne forkert. Resultatet var blandt andet et dødt batteri. Samtidig kørte Mark, Mike og Henry i forvejen, så fra Tjekkiet til Slovenien var vi kun to hold.

Alt kørte i starten fint, men da vi mødte Englænderne igen, var den gal med Tim og Tonys FIAT Panda. De kørte med for store hjul og det havde ødelagt nogle benzinslanger ved bagskærmene. De fik skiftet til mindre hjul bagpå og repareret slangerne med balloner, gaffatape og strips!

Igen blev vi dog splittet op og det endte med, at vi overnattede med Tim og Tony i Budapest, mens Englænderne sov i Bratislava. Vi havde aftalt en rolig nat, men da vi fandt ud af, at Adam og Anthony havde indhentet os, skulle det fejres med øl og whiskey.

Dagen efter var planen at nå til Transfagarasan Highway. Problemet var dog, at vejene i Rumænien mildt sagt er elendige, så efter store forsinkelser nåede vi om natten til starten af Transfagarasan. Vi havde hørt om en campingsplads i området, men kunne ikke finde den. På den første og bedste tankstation spørger vi en ansat om vej. Han aner ikke, hvor det er, men han har et lille værksted og hus, som vi - på det tidspunkt syv hold - kan overnatte bagved. Vi får parkeret, lavet hamburgers, spillet beer pong og festet et par timer inden vi trætte vælter omkuld i bilerne. Det absolut sjoveste ved festen er, at vores vært Siegfried (på ... 60?) tager mindst lige så meget del i festen som vi gør. Der bliver spillet luftguitar på en kost, kørt ræs i en meget gammel trillebør og vist rundt i området.

Dagen efter stod den på Transfagarasan Highway. Vejen er en rigtig flot, velanlagt, bred vej gennem de Transylvanske alper. Absolut noget af det flotteste indtil videre. Der blev skudt en masse billeder og videoer af udsigten og konvojen, som vidst er uploadet. En del af turen var også et besøg på Poienari-fortet. Det er et af tre Dracula-spots i Rumænien, og må formentlig være det absolut mest skuffende. Det hele kan ses på 5 minutter - 15, hvis man læser de forskellige informationer og legender. Lidt skuffende efter at have gået 1488 trin op til slottet. Der skulle være et gotisk Dracula-slot nær Brasov, så skal man til Rumænien og se noget Dracula-relateret er det vidst the place to be.

Efter at have kørt gennem Transfagarasan gik turen mod Mamaia efter en del diskussion om, hvor vi skulle stoppe. Valget faldte på Mamaia i stedet for Bukarest, da en del i konvojen havde hørt, at Bukarest virkelig ikke er den rareste by i verden. På vejen mod Mamaia fik vi det bekræftet, da vi skulle gennem byen. Det var et hul uden lige og bare det at finde rundt var horribelt. Mamaia var en HELT anden historie.

Vi fik et billigt hotel ved stranden, middag på et godt pizzaria og så stod den ellers på clubbing. Vi endte med at stå 05.30 i en indendørs pool på en natklub. Mærkelig, men fantastisk oplevelse. Desværre betød det at også at Sigurd fik stjålet 80 dollars, kreditkort og kørekort. Kørekortet blev fundet på gulvet og så fik han en fin kommentar fra bardamen om, at man ikke efterlader penge og kreditkort: "This is Romania you know!" Selvfølgelig betød nattens udskejelser også, at vi ikke fik forladt Mamaia før kl. 16, men det var det værd. Søborg fik for anden gang smidt telefonen væk. Den lå på bordet i hotellobbyen og Tony fra det hollandske hold var så flink lige at tage den med. Desværre glemte han at aflevere den inden drengene kørte mod Istanbul. Dammit. Men tanken var god og vi får den muligvis i Ulan Baatar, muligvis først når vi er hjemme.

Herefter stod den på tur mod Odessa i Ukranie, hvilket betød en kort tur gennem Moldova og, at vi for første gang kom udenfor EU. Exiten fra Rumænien gik ret nemt. De rumænske grænsevagter var super flinke og gav et par gode råd til, do's and dont's i Moldova og Ukraine. Der var derfor en hvis frygt ved de næste par grænseovergange. Entry til Moldova var noget mærkelig. Vi skulle betale ecologie - en slags CO2-afgift - og de engelske drenge skulle have grønt kort til bilen. Samtidig skulle vores pas og biler tjekkes. For os gik det ret nemt. Vi havde en kvindelig grænsevagt, som hurtigt spottede vores maskot Tatjana: En stor blond dukke med guld-outfit. Derefter gik hun med vores pas og registreringspapirer og Tatjana til sin 4-årige datter. Fem minutter senere var hun tilbage. Hun kunne jo ikke komme hjem med noget til pigen uden at have noget til drengen, så det blev Trelborgs landsholdstrøje. Oveni kom lidt chokolade til tolderen og så var vi igennem.. Easy!

Ved grænsen til Ukraine mødte vi et andet Mongol Rally hold. De havde brugt omkring 5 timer alene ved den grænse, var blevet tvunget til at hive alt ud osv. På det tidspunkt var klokken cirka et og vi var halv smadrede. Men for at vise lidt overskud, lavede vi lidt kaffe og kopnudler og startede the waiting game. Samtidig fik vi spurgt om vi ikke kunne gøre noget for at speede processen lidt. Vi tænkte naturligvis på lidt ting eller penge til grænsevagterne, men fik i stedet dokumenter, vi kunne udfylde og derfra gik det stærkt. Vi var så allerede tjekkede for dokumenter, stelnumre og så videre, at det kun tog 2½ time. Win! Derfra gik turen mod Odessa, men vi indså hurtigt, at vejene var ekstremt dårlige (ingen af os har nogensinde oplevet noget lignende!) og vi var samtidig alle så smadret, at vi mod alle råd parkerede på en tilfældig mark og slog lejr for natten.

Næste morgen stod vi op til en overraskelse. Markerne rundt omkring os var fyldt med diverse grøntsager og korn, men lige den mark vi havde valgt at campere på var fyldt med ukrudt oooog Cannabisplanter. Ikke det mest betryggende. To, hvad vi tror er lokale farmere var på vej, og vi fløj ud af fjerene. De tilbød os, at vi kunne følge med og bade. De fleste var vidst lidt skeptiske, men Mark og Sigurd gik på eventyr med dem. De vendte tilbage med glimrende nyheder. Farmerne var enormt flinke og havde et kæmpe regnvandsbassin vi kunne bade i, og for at vise, at det var ufarligt sprang den ene af dem i som den første. Vi fik os et godt morgenbad, en del grøntsager (som vi senere glemte over natten i en 50+ grader varm bil) og en super oplevelse for livet. Vi gav de gamle drenge lidt øl og tøj i bytte og igen taget nogle fine billeder.

Herefter stod der Odessa på skemaet. Selve turen gik fint, men det hostel vi gik efter i Odessa var lukket, hvilket betød, at vi selvfølgelig ikke kunne finde det. Resultatet blev en tre timer lang køretur rundt i samme kvarter i Odessa. Vi fik fundet et andet billigt hostel. Værelserne var lidt små, men rene. Det skulle dog indenfor ret kort tid også vise sig at være områdets luderhotel. Vi undrede os lidt over, at de ikke ville have pas eller andet, men bare betaling forud, men strømmen af ældre mænd og unge piger forklarede en del for os. Herfra gik turen ud af byen til Arkadia Beach, hvor vi fik en solid middag. Planen var egentlig at prøve nogle af de store klubber derude, men køen var enorm, så vi endte med at rulle tilbage til byen og ramme en irsk pub.

I dag har vi sovet længe igen, dog med en god undskyldning denne gang. Englænderne har haft tekniske problemer, så deres bil røg til mekaniker i går og er først klar nu her. Vi regner med at køre det meste af Ukraine i dag og så nå Volgograd i morgen, alt efter hvor lang tid vi skal vente ved den russiske grænse.