Klar til afgang fra Astana - maaske!

Efter et par dage i Astana er vi ved at vaere klar til at rykke videre saafremt, at vi faar vores pas senere i dag. Alt bliver pakket og gjort klar, inden den staar paa lidt ventetid i lobbyen paa Radisson, hvor det rejsebureau, der hjaelper os, holder til.

Vi har allerede aftalt med de oevrige hold, at det skal have fuld gas. Foerste delmaal er, at naa ud af Kasakhstan inden tirsdag. Det er noedvendigt, da Ish fra det ene engelske hold netop har indhentet os efter en tur i Uzbekistan. Han kan ikke naa at registrere sit visa og derfor skal vi ud inden onsdag.

Andet delmaal er at naa Mongoliets graense senest torsdag. Graensen lukker fredag kl. 20.00 og kommer vi ikke ind inden, skal vi koere 600 kilometer om dagen for at naa vores fly, hvilket ikke lige er en oenskesituation.

Slutmaalet er at naa Ulan Bator senest den 24. august, saa vi kan fejre rejsen en enkelt aften og naa at se bare lidt hovedstaden, inden turen gaar hjemad igen. Det er bestemt muligt, men det bliver nogle meget haarde dage fra nu af.

Welcome to glorious Kazakhstan!

Finally. Efter lang ventetid på den Kazakhstanske grænse er vi i Atyrau i Kazakhstan. Formentlig den kedeligste storby so far. Byen er centrum for et stort olie-område, så der er hoteller og lidt natteliv, men bestemt ikke noget, der er værd at besøge. For os er den formentlig blevet mere kendt for de hyppige strømafbrydelser. Lidt en moodkiller, når man sidder på restaurant. Heldigvis var der overskud til at tage det med smil og klapsalver til de stakkels tjenere, der ikke kunne gøre fra eller til.

Vi ved stadig ikke helt, hvorfor vi skulle vente så længe på at komme igennem grænsekontrollen, men da vi nåede op på 9-10 Mongol Rally, der blev holdt tilbage, valgte vi at blokere indgangen indtil grænsevagterne begyndte at reagere. Heldigvis fangede de budskabet og stort set alle hold kom problemfrit igennem. Selve undersøgelsen af bilerne var den mindst grundige og de eneste problemer paskontrollen gav var at forklare, at man var fra den lille klat jord, der hedder Danmark. Den Dominikanske Republik kom op før Danmark, hvilket var ret overraskende når man ser på Anders O. der var den heldige vinder. Gad vide hvor mange halv-blege, rødskægede mennesker, der bor i Den Dominikanske Republik.

Desværre betød denne grænse også farvel til Englænderne, som vi har kørt med siden Czech-out party. Formentlig dagens største anti-klimaks. Vi kom ud af Rusland relativt nemt og snakkede om, hvor meget vi glædede os til at komme igennem Kazak-grænsen, så vi kunne campere og få smagt lidit på den super-vodka vi har fået købt os i Rusland. Desværre opdagede drengene, at de først havde entry til Kazakhstan den 7., 7. og 14. august! Planen blev, at de skulle forsøge at tale sig igennem, men ved grænsen opdagede vi, at de første to Mongol Rally-hold var sat i bur. De blev simpelthen tilbageholdt på grænsen indtil de havde entry til Kazakhstan! Efter lidt snak med grænsevagterne gennem en anden rallier, der kan russisk, valgte drengene at vende om og forsøge at få annulleret deres exit fra Rusland, hvilket vidst er lykkedes. Et hold vi håber meget på at løbe ind i senere!

Generelt gav det en virkelig sørgelig stemning på holdet, men vi kom da selv igennem og camperede med seks andre hold det første og bedste sted i vejsiden. I går tog vi så en kort tur til Atyrau, hvor vi ville forsøge at finde en ny konvoj og få planlagt ruten gennem Kazakhstan endeligt.

Konvoj-mæssigt har vi fået aftaler på plads med to hold. Det ene er dog ved mekaniker pt. så vi ved ikke om de når med. Det andet hold er Dan og Claire - to englændere, der i løbet går som the newly weds. Ni dage før rallyet blev de nemlig gift og årets rally er deres bryllupsrejse! Ret vildt. De er super flinke og vi har sammen fået lagt en rute, der krydser op og ned gennem Kazakhstan for at undgå de værste veje. Vi havde egentlig lagt en plan, men et af Land Rover-holdene vendte tilbage til Atyrau i nat, efter at have kørt ud af den rute vi planlagde. De første 30 kilometer var fine nok, men derefter var der ikke vej længere. Det var ørken med store kratre der, hvor vejen skulle have været. Ikke et terræn for vores elskede ambulance.

I hovedtræk er næste mål Aral-havet, så Baikunor Cosmodrome (der dog bliver ren drive-by. Det kræver visum og tusindvis af euro, vis man skal ind i selve området) og til slut mod Semey og entry til Rusland. Turen skulle inklusiv en sightseeing-dag ved Aral-havet tage syv dage, hvilket efterlader os med to dage til Novo-siberien og fem dage til Mongoliet, hvis vi vil nå festen den 21. august. Det er bestemt muligt, men vi skal ikke have nedbrud og fjolle alt for meget rundt. Det gode ved Kazakhstan er at vejene er pænt ligefremme, så vi burde ikke fare vild som vi gjorde i Europa.

Til de bekymrede derhjemme kan vi tilføje, at vi endnu har været forskånet for alvorlig sygdom, solskoldninger, overfald og andet ondskab. Batterierne er fuldt ladet op og vi er mere end klar til den næste uges udfordringer!

Moedet med Albert

Alt hvad der hedder tidsmaessig planlaegning i Mongol Rally virker som en umulighed. Som skrevet i sidste blog var planen at naa Volgograd pе to dage i god ro og mag. Saadan skulle det ikke gaa!

Vi kom som tidligere naevnt sent afsted fra Odessa - naermere bestemt kl. 19. Englaenderne hentede deres bil kl. 16 og vi havde lidt blogskrivning, der skulle indhentes, saa alt trak lidt ud, men afsted kom vi. Planen var at naa Donetsk og sove paa en mark udenfor byen. Vi farede kun vild enkelte gange og naaede maalet halvvejs mod den russiske graense kl. 23. Relativt smertefrit og ved godt mod kunne vi tage en enkelt godnat-oel med tillid til, at vi med en tidlig afgang nok skulle nе Volgograd den efterfoelgende dag. Men vi blev klogere.

Den foregеende dags detours i den Ukrainske oedemark skulle nemlig vise sig at blive meget vildere. Ved stort set hver by fik vi os paa en eller anden mеde forvildet ind i de mest maerkelige industrikvarterer eller soergeligste boligblokke. Kun ved at spoerge om vej med russisk kort og papir lykkedes det at komme godt igennem, men de mange omveje gav os en heftig forsinkelse. Der var dog ogsaa en positiv oplevelse:

Pе grund af omvejene kom vi ind paa en landevej, vi ikke havde planlagt at koere paa og ude midt i ingenting kom vi forbi, hvad der lignede en lille restaurant, hvor der var pakket med biler foran. Da vi ikke havde naaet aftensmad, taenkte vi, at det var vaerd at tjekke ud. Vi blev moedt af restaurantens vaert og han foerte os ned bagved bygningen ud mod vejen. Her aabnede sig et lille landskab med overdaekkede borde og sofaer rundt om en stor plads, der udgjorde dansegulv og scene for aftenens liveband. For at komme over til pladsen skulle man krydse en aa, hvori der var svaner og aender, mens der paa selve pladsen gik mere eksotiske fugle rundt. Sprogbarrieren var naturligvis et problem, men ejeren fik med fagter beskrevet, at han ringede til hans datter, der talte et nogenlunde engelsk. Konvojens charmoer Henry fik roeret og forklaret, at vi skulle have det bedste, de havde - gerne det hun selv spiste, naar hun var hjemme. Bestillingen gav hun videre til farmand, der straks satte de unge servitricer igang. Samtidig holdt hans os med selskab, muligvis for at vaere en god vaert, muligvis for at holde de midaldrende, halv-berusede ukrainske damer, som heller ikke kunne et ord engelsk, lidt paa afstand.

Vi nеede ikke at sidde laenge foer der stod laekkert, hjemmelavet fladbroed paa bordet. Dyppen var en tomatsauce, der i konsistens lignede ketchup, men i modsaetning til Heinz og Beauvais virkelig bankede en frisk tomatsmag rundt i munden, godt krydret med frisk basilikum og muligvis et strejf af chili. Der var i hvert fald bid uden, at det blev for meget. Allerede her tegnede det godt. Vi fik samtidig hilst ordentligt paa vaerten Albert, der drev restauranten med sin familien og boede i et lille hus eller skurvogn bagved. En af bagtankerne ved at besoege stedet var i oevrigt at faa smagt lidt ukrainske traditionelle retter. I Odessa forsoegte vi paa en restaurant, men der var ikke meget lokalt over det restaurantbesoeg i den turistfaelde Arkadia Beach nu engang er. Herude midt i ingenting var chancerne bedre. Maden bar da ogsaa praeg af vaerten Alberts oprindelse. "Problemet" var dog, at Albert viste sig at vaere fra Armenien og koekkenet bar umiddelbart praeg heraf. Ikke at det gjorde det daarligt, men det gav os da et godt grin.

Tilbage til maden, der i sandhed er vaerd at skrive hjem om. Broedet og tomat-dyppen havde virkelig banket forventningerne op og forretten gjorde det ikke mindre. Ind kom dels vores salater, dels almindelig iceberg-ish med tomat, agurk og loeg, dels oliven og saa nogle kolde kogte svampe med loeg. Det lyder ikke udpraeget som den store wauw-oplevelse, men der var kraft smag i groentsagerne. Selve forretten var en kyllige-kartoffelsuppe. En hel tilpas portion med et meget velbalanceret smagsbillede. Kartoflerne var tilpas kogte og de smaa kylligestykker traadte godt igennem. Helt igennem laekkert! Aftenens hoejdepunkt blev dog helt klart koedet!

Ved ankomsten lagde vi straks maerke til den store grill med forskellige spyd, hvorpaa store stykker koed langtsom sydede. Synet og duften var fantastisk. Alberts soede datter havde bestilt koteletter til os. Ikke af den lille, halv-flade slags man kender fra supermarkedet derhjemme, men store lunser koed, marineret med hvidloeg og krydret med salt og peber. Hertil kom, at de var stegt paa grillen til perfektion! Ingen raa punkter, men samtidig ekstremt saftige og med en tilpas roegsmag. Her blev vi i oevrigt instrueret af vaerten i at spise med fingrene, hvilket man ikke behoever sige to gange til seks sultne drenge.

Det hele blev afsluttet med tyrkisk kaffe, te og en omgang vandpibe med mintsmag. Underholdningen var ogsaa i top. Ikke sе meget paa grund af bandets musikalske kvaliteter, men mere paa grund af publikums lettere alternative maade at danse paa. Albert veg i oevrigt ikke fra vores side foer, hvad der lignede den lokale Don kom paa besoeg. Lidt saerpraeget at have vaerten til bords under hele middagen, men han var hyggelig og vi var overbeviste om, at det kun var for at vise sit bedste vaertskab. I loebet af aftenen fortalte han os, via datteren naturligvis, at vi var yderst velkomne de naeste mange dage og, at de ville vente paa os de naeste mange aftener. Aerligt skal det vaere sagt, at vi sagtens kunne have brugt Alberts selskab og mad de naeste mange dage, men vi maatte videre mod Rusland. Regningen blev i oevrigt paa 80$. Det er cirka 40-50$ under, hvad maaltidet i Odessa kostede. Og kvaliteten var vaesentlig bedre. Der var bred enighed om, at maaltidet var det bedste siden vi forlod vores hjemland.

Turen gik videre mod Rusland. Allerede her var vi klar over, at vi mod vores oprindelig plan, ikke ville naa Volgograd, men vi ville over graensen. Vi havde her hoert skraemende rygter om, ventetiden ved den ukrainsk-russiske graense. Vi blev dog mere og mere overbeviste om, at det rygte skyldes, at flere hold ikke har det groenne kort (forsikring), som ved den russiske graense koster bloedende 150$ for en maaned. Til sammenligning koster det 15$ i Kasakhstan. Da vi har vores groenne kort i orden, slipper vi for den udskrivning til stor aergelse for saelgeren, der da ogsaa proevede at prakke os et paa, indtil vi gjorde ham opmaerksom paa, at vores groennaa kort gaelder til juni 2011.

Et andet rygte om de her graenseovergange udenfor EU er, at man bliver gennemsoegt fra ende til anden. Det er vi endnu ogsaa blevet forskaanet. Der er papirarbejde og de lyser lidt rundt i bilen, tjekker vores kasser, men 7-9-13 har vi endnu sluppet for at skulle toemme bilen. Vi har en mistanke om, at det skyldes, at vi indtil videre kun har krydset graenser om natten. Det virker som om, at de bare vil have os ekspederet og ud af vagten. Alle rygter om at bestikkelse er noedvendig har ogsaa vist sig overdrevne for vores vedkommende. Vores "bestikkelse" er totalt nu oppe i vores maskot Tatjana, en landsholdstroeje, en chokoladebar og hold sе fast: To fyraftensoel til den russiske paskontrolloer! Forklaringen kan maaske ogsaa findes i, at en del hold naar at krydse graenserne foer os, saa de har set Mongol Rally-navnet foer, eller det faktum, at vi har medbragt en udfoerlig beskrivelse af hvem vi er paa russisk. Det virker i hvert fald umiddelbart som om, at de lidt mere sure vagter loesner op, naar de laeser om formaalet med turen, og samtidig kan laese, at vi ikke er flok psykopatiske fartboeller, men egentlig bare er tre danske drenge paa et hyggeroadtrip.

Lidt fartboeller er vi dog. Inde i Rusland paa vej mod Volgograd oversaa vi et skilt med 30 km/t-zone og da der var videoovervaagning kostede det os 10$ og englaenderne 100$! Endnu engang var der ikke skyggen af unfair behandling. De viste os billederne og viste prisen paa et skema. Fair!

I gaar ramte vi saa endelig Volgograd. Det var ikke nemt at finde hotel og det endte med, at vi crashede paa gulvet i englaendernes suite paa Hotel Volgograd midt i centrum. Det er ikke ligefrem et fund til pengene. Planen var egentlig at tage to dage her og lade batterierne op, men med tanke paa, at den staar pе 7-8 dages oerkenkoersel i Kasakhstan, kan vi ikke vente med at komme afsted. Efter 7500 kilometer kan the games finally begin!

We've hit the road!

Efter maaneders forberedelse er det ENDELIG lykkedes os at komme af sted, men det holdt haardt lige til det sidste.

Vi havde planlagt afrejse fra Aarhus tirsdag den 20. og vores pas ankom foerst fra Norge paa selve dagen. Nerverne sad selvsagt uden paa toejet og Sigurd var da ikke sen til at udnytte situationen med en dejlig lille joke, da han skulle ringe for at fortaelle, at vi havde modtaget vores pas. Tusind tak til zoede Ida for at faa det hele sendt af sted.

Og her taenkte vi saa, at alt var godt. Vi skulle have et sidste interview med Jonathan fra We Are Change, Aarhus, der havde sponsoreret installation af CB- og bilradio. Da vi endelig rullede op paa Kaserneboulevarden blev vi stoppet af ordensmagten foerste gang. Vi havde endnu ikke afdaekket de blaa blink, da vi jo skulle have overstaet sidste interview og de kaere betjente ville derfor lige have en lille snak med os om reglerne for blaa blink. Efter at have afvaebnet deres Good cop/Bad cop-stil fik vi forklaret sagen og slap med en advarsel, samt en formaning om at daekke det hele til inden vi koerte. Afdaekningen holdt tre afkoersler paa motorvejen inden vi maatte holde ind og reparere det en gang til.

Herefter gik turen mod Koebenhavn uden de store dikkedarer, hvor Trelborgs zoede soester havde linet sovepladser og mad op.

I gaar gik turen saa mod Amsterdam. Vi skulle dog lige omkring Mongoliets konsulat i Kastrup og hente det sidste, meget vigtige visum. Utrolig god timing at hente det paa afrejsedagen. Samtidig var vi et smut forbi TP Radio for at faa monteret stik paa CB-radioen, saa den rent faktisk virker - naturligvis uden beregning. Tak til dem!

I Amsterdam moedtes vi med Randi, David og deres familie til lidt oel, roeg massivt i hegnet og endte med at crashe i ambulancen kl. 6 i morges, da Amsterdams billigste og mest trashy hostel var alt for dyrt efter vores smag (og skrantende oekonomi!). For at goere det lidt ekstra sjovt skulle Amsterdams Politi ogsaa lige stoppe os netop, som vi var paa vej i seng - blot for at hoere om det nu var vores ambulance. Med lidt charme og blink i oejet blev det heldigvis en rolig omgang og vi listede om bord i skuden.

Nu skal toemmermaendene plejes inden turen gaar mod Calais i et muntert og adstadigt tempo.